tirsdag den 24. februar 2015

Dukkepigens nye udseende

Normalt er jeg slet slet ikke en person, der vil sætte mig ned og sy... faktisk er det nok det håndarbejde, jeg har udført mindst. Jeg har godt nok en symaskine, men den er kun blevet brugt til at lægge bukser op med, hvilket jeg ofte siger til mig selv, ikke er en symaskine værdig. En symaskine skal have lov til at sy meget mere end det, og jeg skal da selvfølgelig også bare hive lidt op i mig selv, og komme i gang, så jeg kan få lidt mere øvelse. ;-) Nå ja.. jeg har faktísk syet gardiner på den, for en tre år siden, men desværre, så ved jeg ikke lige hvad der gik galt. For efter første vask af gardinerne, var de pludselig blevet stumpet, så de gaber ca. 5 cm.. hmmm... så næste gang jeg syer gardiner, må jeg hellere lægge lidt mere til i længden, mon så ikke det vil passe?

Denne her gang har jeg dog ikke brugt symaskinen, men blot syet i hånden. Jeg ved at nogle gerne bruger lim, når der bliver kreeret tøj til dukkehusdukkerne, men jeg valgte at sy rigtigt.. ja.. jeg vil afsløre senere hvorfor. :-)




Dukken blev købt med det blå sæt tøj, men da det slet ikke vil passe ind til det miljø hun skal være i, har jeg måtte kaste mig ud i den svære kunst, at selv sy nyt tøj til hende. Ja, for jeg syntes ikke jeg kunne finde en anden dukke, der ville passe bedre, og hende her havde præcis det hår, som jeg ledte efter.

Målet for det nye tøj var, at hun skulle ligne en dame, der med sin cardigan er afslappet, men hurtigt kan omstille sig til at se finere ud, ved hurtigt at lægge cardiganen fra sig. Derfor har jeg syet en lang kjole i stof med lilla blomster. En overdel i lilla, hvor kraven er udført i samme stof som kjolen. Cardiganen er også syet, men i stof der ser strikket ud. Jeg har med vilje ladet den blive lidt for stor, i håbet om, at den vil få et udtryk af, at den er dejlig tyk og varm. På cardiganen har jeg pålimet et lille smykkevedhæng som broche. Og så har jeg givet hende et par lilla briller på, der er bukket i blomstertråd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar