søndag den 2. august 2015

En vaskeægte skattejagt og hubertusjagt

Juli måned er netop forbi, og endnu et emne i miniatureswap gruppen er slut. Juli måneds emne var "jagt", hvilket har været lidt af en udfordring. Måneden blev også min sidste måned i swap gruppen, nu er det tid til at gå all in på mit dukkehus, der har holdt lidt sommerferie. ;)




Men min swap er blevet til en skattekiste med indhold. Jeg må sige, det har været den mest udfordende og sjove swap som jeg har lavet.




Og tilbage har jeg fået den flotteste swap, en hubertusdragt lavet af Sanne, en rigtig dygtig kvinde. Jeg er ikke selv specielt god til at sy, så det må siges at være en kæmpe gave med denne dragt. På et tidspunkt vil jeg have skaffet mig en dukke til tøjet, og jeg har en idé om, at han skal stå og gøre sig klar til den store jagt foran spejlet, muligvis mens han lige tager et sidste hiv i sin cigar, inden han skal ud på den store hubertusjagt.

Men til emnet jagt, har jeg haft mange ting oppe at vende, skulle jeg lave et udstoppet dyr, en pejs til jagthytten, eller...??? Måske et maleri med folk på jagt? Jeg syntes ikke lige der var noget, som jeg lige følte for.

Tilfældigvis landede jeg en sen aften på en side, - som jeg ikke længere kan huske hvor er, - hvor der blev skrevet om aktiviteter til en børnefødselsdag. Her blev der nævnt, at en alle tiders aktivitet kunne være en skattejagt.

Yes, der var idéen, selvfølgelig skulle jeg lave remedierne til en skattejagt i 1:12.




Så jeg fandt først et skattekort, printede det ud, forsigtig fik brændt kanterne med en lighter, og "lunet" papiret, så skattekortet fik sin mørke farve, og fik udseendet af et gammelt kort. Derefter krøllede jeg det godt, så papiret næsten blev helt mørt.

Dernæst gik jeg i gang med at lave alt indholdet til skattekisten. Bægeret er blot en halvrund knap, perler og similisten. Til diademet har jeg brugt en gammel rund ørering, noget pyntekrams, og similisten. Mønterne til gengæld var noget af en proces. Faktisk er det bare sådan noget metaltråd, som man bl.a. kan bruge til smykker, hvor jeg klippede det i små bitte stumper, og fik manden til at give dem et ordentligt duk med en hammer. Der blev i alt 235 mønter, så vurderede jeg, at det var rigeligt. ;)

Skattekisten lavede jeg i rørepinde og tynde lindetræslister. For at få træet til at se gammelt ud, ridsede jeg først i træet med en kniv, hvorefter jeg malede med godt optyndet akrylmaling, og hurtigt tørrede overskydende maling af igen. Jernet på skattekisten er elefanttråd, som er banket flad, bukket og banket i form, hvorefter jeg limede det på skattekisten med sekundlim.




Nede i skattekisten lavede jeg et lille ekstra rum. En låge der kan åbnes, så der kan gemmes lidt hemmeligheder i bunden af kisten.




Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle lægge ned i det hemmelige rum, men jeg endte op med, at lave en lille lommelærke til rummet. Såeeehh.. selv om der er guld og smukke skatte, så er rommen (eller hvad der nu lige er i lommelærken) alligevel det vigtigste at gemme for en vaskeægte pirat. :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar