tirsdag den 1. september 2015

GIVEAWAY hos den dygtige..:

Lilla Hjärtat, tittskåp och miniatyrer Skala 1:12.

Ihhh.. hvor vil jeg bare gerne være ejer af denne smukke giveaway.. et flot flot skriveunderlag, lavet af den dygtige Anne fra bloggen Lilla Hjärtat, tittskåp och miniatyrer Skala 1:12.





Har du også lyst til at vinde et smukt skriveunderlag, så kig ind på hendes blog her:

Lilla Hjärtat, tittskåp och miniatyrer Skala 1:12

søndag den 30. august 2015

Vinderen af giveaway er...:

Tadaaaa... :) Stort tillykke til dig Birgitte Thomsen. :)

Du er vinderen af det fine billede med sommerfugle. Du må derfor gerne kontakte mig med din adresse, på min mail:

mitmini@stofanet.dk

Min mand var den søde udtrækker af vinderen. :)

Rigtig god dag :)





lørdag den 29. august 2015

Shopping på Skørping mini messe

Sikke en fantastisk dag! Jeg har været på rundfart sammen med min mor, og det har været enormt hyggeligt.

Dagen startede ved mine forældre, hvor min mand og jeg havde taget rundstykker med, og da vejret var ret godt, sad vi ude og nød morgenmaden. Da vi havde siddet og hyggesnakket i lidt tid, besluttede vi os for at tage af sted. Først ud til et par udvalgte genbrugsbutikker, og dernæst videre til Skørping mini messe.

Det blev en fantastisk høst i genbrugsbutikkerne, særligt for min mor der er stor dukkesamler.

Vi ankom til Skørping godt middagstid, og fandt nemt en parkeringsplads, ikke ret langt fra indgangen. Billetten blev betalt, men desværre vandt vi intet på vores billetter, hvilket ellers var en mulighed, og en rigtig god og hyggelig idé.

Indenfor var der en rigtig god stemning, og miniature i lange baner. Virkelig kræs, og som at være i ren drømmeland. Vi besluttede os til, at vi først ville starte med at gå en runde, bare for at kigge.

Vi endte med at gå hele tre runder, og hver gang opdagede vi noget nyt, og vi fik også købt noget for hver runde. :)

Jeg havde særligt fokus på pynteting, primært noget som jeg ikke selv vil kunne lave. Da jeg selv laver mine møbler, blev der derfor ikke købt noget i den retning. Der var ellers rigeligt at vælge imellem, det ene flotte møbel efter det andet, og noget for enhver smag. Det var virkelig svært, ikke at blive fristet! Men jeg blev meget inspireret, og jeg fik også købt en del pynteting.




Jeg havde fra start sat mig for, at jeg skulle have noget fra minipot. Uha det var svært at vælge! Der var krukker, fade, forme og meget andet, og i dejlige skønne farver. Virkelig veludførte ting. Jeg endte op med at købe et dejfad, hundeskåle, og skåle og krukker.

På en anden stand hos Wyrnas Miniature Boutique, fandt jeg de sødeste små marmelade og honning krukker i glas. Dem kunne jeg ikke stå for. I det hele taget var der bare så mange smukke ting hos Wyrna, og jeg kunne blive ved og ved med bare at stå og kigge.

Ved Eiersted Design var der nogle rigtig flotte porcelæns figurer, som jeg heller ikke kunne stå for, en liggende kat, og en flot isbjørn.




Min mor, som ikke kun samler på dukker, men også på dukkehuse (Lundby), fik også gjort sig et par gode handler. Hun fik bl.a. købt nogle flotte kager lavet i fimo/cernit. Til kagerne fik hun købt et par kagefade, og hun fik også købt lidt flotte porcelænsfigurer, en juledekoration, en kagemand, påklædningsdukker og et dejfad.


onsdag den 19. august 2015

Miniature messer i Danmark 2015

Yes.. så er der ikke længe til, at Skørping mini messe afholdes, og jeg glæder mig sådan til at komme og se, hvad udstillerne har af spændende ting.

Tidligere i år var der også Dukkehusfestivalen i Farum, men jeg kom desværre ikke hen og se denne. Men allerede nu, ved jeg den afholdes igen i 2016 d. 30. april og d. 1. maj. :)

Men af messer for i år, (som jeg kender til) er der følgende:

Skørping mini messe

Åbningstider:
Lørdag d. 29. august kl. 11.00 - 17.00
Søndag d. 30. august kl. 10.00 - 16.00

Entré:
25 kr. og børn under 16 år er gratis

Adresse:
Skørping KulturStationen
Sverriggårdsvej 4
9520 Skørping

Mini messe i Rødekro

Åbningstider:
Lørdag d. 5. september kl. 10.00 - 16.00

Entré:
Gratis

Adresse:
Borgerhuset
Østergade 40 C 
6230 Rødekro

Odense Miniaturemarked

Åbningstider:
Lørdag d. 31. oktober kl. 11.00 - 17.00

Entré:
Gratis

Adresse:
Bolbro Brugerhus
Stadionvej 50
5200 Odense V

Hvis du kender til flere miniaturemesser, så skriv endelig. :)

Husk også at deltage i min Giveaway, det kan du gøre her:

GIVEAWAY

søndag den 2. august 2015

En vaskeægte skattejagt og hubertusjagt

Juli måned er netop forbi, og endnu et emne i miniatureswap gruppen er slut. Juli måneds emne var "jagt", hvilket har været lidt af en udfordring. Måneden blev også min sidste måned i swap gruppen, nu er det tid til at gå all in på mit dukkehus, der har holdt lidt sommerferie. ;)




Men min swap er blevet til en skattekiste med indhold. Jeg må sige, det har været den mest udfordende og sjove swap som jeg har lavet.




Og tilbage har jeg fået den flotteste swap, en hubertusdragt lavet af Sanne, en rigtig dygtig kvinde. Jeg er ikke selv specielt god til at sy, så det må siges at være en kæmpe gave med denne dragt. På et tidspunkt vil jeg have skaffet mig en dukke til tøjet, og jeg har en idé om, at han skal stå og gøre sig klar til den store jagt foran spejlet, muligvis mens han lige tager et sidste hiv i sin cigar, inden han skal ud på den store hubertusjagt.

Men til emnet jagt, har jeg haft mange ting oppe at vende, skulle jeg lave et udstoppet dyr, en pejs til jagthytten, eller...??? Måske et maleri med folk på jagt? Jeg syntes ikke lige der var noget, som jeg lige følte for.

Tilfældigvis landede jeg en sen aften på en side, - som jeg ikke længere kan huske hvor er, - hvor der blev skrevet om aktiviteter til en børnefødselsdag. Her blev der nævnt, at en alle tiders aktivitet kunne være en skattejagt.

Yes, der var idéen, selvfølgelig skulle jeg lave remedierne til en skattejagt i 1:12.




Så jeg fandt først et skattekort, printede det ud, forsigtig fik brændt kanterne med en lighter, og "lunet" papiret, så skattekortet fik sin mørke farve, og fik udseendet af et gammelt kort. Derefter krøllede jeg det godt, så papiret næsten blev helt mørt.

Dernæst gik jeg i gang med at lave alt indholdet til skattekisten. Bægeret er blot en halvrund knap, perler og similisten. Til diademet har jeg brugt en gammel rund ørering, noget pyntekrams, og similisten. Mønterne til gengæld var noget af en proces. Faktisk er det bare sådan noget metaltråd, som man bl.a. kan bruge til smykker, hvor jeg klippede det i små bitte stumper, og fik manden til at give dem et ordentligt duk med en hammer. Der blev i alt 235 mønter, så vurderede jeg, at det var rigeligt. ;)

Skattekisten lavede jeg i rørepinde og tynde lindetræslister. For at få træet til at se gammelt ud, ridsede jeg først i træet med en kniv, hvorefter jeg malede med godt optyndet akrylmaling, og hurtigt tørrede overskydende maling af igen. Jernet på skattekisten er elefanttråd, som er banket flad, bukket og banket i form, hvorefter jeg limede det på skattekisten med sekundlim.




Nede i skattekisten lavede jeg et lille ekstra rum. En låge der kan åbnes, så der kan gemmes lidt hemmeligheder i bunden af kisten.




Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle lægge ned i det hemmelige rum, men jeg endte op med, at lave en lille lommelærke til rummet. Såeeehh.. selv om der er guld og smukke skatte, så er rommen (eller hvad der nu lige er i lommelærken) alligevel det vigtigste at gemme for en vaskeægte pirat. :)

fredag den 31. juli 2015

GIVEAWAY: Sommerfugle

Det er tid til en lille giveaway!

Solen skinner her hvor jeg befinder mig, og selv om det blæser en del, så mærker jeg alligevel en snert af sommer. Dejligt!

Og hvad er mere sommerligt end sommerfugle?

I denne giveaway har du mulighed for at vinde en sommerfuglesamling, indrammet i en træramme, lige til at hænge op på væggen. Størrelsen er 2,9 x 3,9 cm. inkl. ramme.




Du har mulighed for at få mellem 1-3 lodder, du skal blot gøre en eller flere af følgende ting:

A. Et lod, ved at syntes godt om min side, og opslaget der omhandler denne giveaway på facebook
B. Et lod, ved at være fast læser på min blog på www.mitmini.blogspot.dk
C. Et lod, ved at fortælle om denne giveaway, enten på facebook eller på din blog (Billedet må lånes)

Husk at skriv en kommentar her på bloggen, eller på facebook, hvor mange lodder du deltager med, for at kunne deltage.

Vinderen vil blive udtrukket søndag den 30. august 2015.

torsdag den 16. juli 2015

I drømmeland - hos mor

Dette indlæg omhandler ikke miniature 1:12, men dog stadig dukkehuse... og lidt dukker :)

I går var jeg og min mand og søn hjemme ved mine forældre. Det var enormt hyggeligt, vejret var grillvejr, så der blev både lavet flæskesteg og en stor omgang pølser på grillen. Alle var mætte efter den omgang, så efter aftensmaden fik vi trillet os hen i sofaerne, hvor vi hyggesnakkede til sidst på aftenen.

Inden aftensmaden fik jeg lige et kig ind på mit mors dukkeværelse. Det er jo som at være i drømmeland, for her får dukker og dukkehuse lov til at stå i alt sin pragt, og der er bare rigtig meget at se på, men mor har også samlet i en del år.




De fleste af hendes huse er fra Lundby, men hun har også både af mærket Hanse og Lisa. Af møbler har hun flere forskellige mærker endnu, bl.a. brio. Mærkerne har hun sat pænt sammen, og givet husene et rigtig fint helhedsindtryk.




På det ene af hendes store huse, er det et Hanse dukkehus, der afslutter i toppen. Dette hus er som jeg husker det, hendes første hus, som hun fik købt. Huset er sat i stand med nyt tapet i nogle af rummene.




Den blå stue er en fin blanding af Lisa og Lundby møbler, og med fine malerier på væggene, der skaber den hjemlige hygge.




I dagligdagsstuen sidder hele familien og hygger med musik, spillet på orglet.




Den hvide stue, er en af de finere stuer.




Også den røde stue er særligt fin, og her er der mulighed for, at der kan spilles på flygel, mens der nydes the.




Mor her flere mindre huse, her er et af dem, hvor der stadig mangler lidt i indretningen. Men jeg syntes nu det er ganske smukt i alt sin enkelthed.




Sidste år gav jeg min mor en Patricia villa fra Lisa, og min mor har fået det rigtig flot indrettet, med inventar primært af samme mærke som huset. Det er bare blevet rigtig godt.




Dukkerne i paticiaen er dog nye, men de er nu rigtig søde, og rigtig fint som de står og spiller billiard.




Også terrassen er blevet indrettet.



Mor har også en større samling dukker, og nogle af dem har hun fået impliceret flot i et hjemligt miljø. Bl.a. Pippi dukken, der er godt i gang med at dække op til fødselsdag.




Dukkernes fodtøj har også fået sig en fin plads.




Nogle af ønskedukkerne har fået plads i de flotte stole.




På andre reoler, sidder den ene fine dukke efter den anden, og mor har sørget for, at de er flot klædt på. Og med alle de dukker, så er det et kæmpe arbejde, når der skal holdes vaskedag. :)