fredag den 29. maj 2015

Der tapetseres og males

Det går stærkt lige i tiden med dukkehuset, og jeg glæder mig rigtig meget til, at jeg kan komme i gang med at lave møbler og indrette.

Jeg har siddet i rigtig rigtig mange timer, og kigget på det ene tapet efter det andet, printet flere forskellige slags ud, kasseret nogle, valgt andre, men nu ser det ud til at puslespillet er ved at gå op.




I stueetagen fra venstre, har jeg til stuen valgt struktur grå tapet, og en endevæg med træer. I midten er trappen, endevæggen har fået et mørkegrå mønstret tapet, der er gennemgående hele vejen op til 2. etage. Til højre for trappen, skal køkkenet være inde bag ved buen. Foreløbig har køkkenet fået et struktur lysgrå tapet, men så snart jeg begynder at bygge køkkenet op, vil der også komme fliser ind på væggen, jeg har dog ikke helt besluttet endnu, hvordan det helt præcist skal komme til at se ud.




På 1. etage skal der være soveværelse helt til venstre. Igen har jeg valgt strukturtapet, dog i en mellemgrå, og så har jeg fundet et semiromantisk tapet, med lyserøde hortensia lignende blomster på, som er kommet på den ene sidevæg. Helt til højre skal badeværelset være, og der er kommet et lysblå tapet på, igen som ved køkkenet er planen, at der skal være områder med fliser. Lige ved siden af badeværelset kommer et lille pulterkammer, her er der kommet magnolieblomster på tapetet.

Jeg kan desværre ikke vise 2. etage endnu. Jeg har planer om at det skal bygges helt om, men det vil jeg fortælle mget mere om senere.




Jeg ved det kan se rimelig kaotisk ud lige nu, for alle etageadskillelserne er pillet ud. Jeg er nemlig i gang med at male lofterne, så de bliver pæne hvide. Alle listerne er også malet, og venter bare på, at der er klar til at de kan sættes i.




Trappen i stueetagen er også blevet færdig, og sammen med det mørkegå tapet i baggrunden, syntes jeg den tager sig ret godt ud. Og særligt stuen med træerne på endevæggen, er jeg blevet glad for. Det er også rummet, hvor det lige nu er nemmest at danne sig et indtryk af, hvordan det ender med at se ud. Selv om der stadig mangler lister og døre.

lørdag den 16. maj 2015

Hjertevarm pakke

Jeg har modtaget en smuk og hjertevarm pakke. Pakken er kommet fra en miniatureven, hun hedder Lillian, og er rigtig dygtig til sit håndværk. Lillian og jeg har de sidste tre måneder været i gruppe sammen, inde på facebook gruppen MiniatureSWAP Danmark.

Et emne der skulle laves swap til var "forår", og dertil har Lillian lavet den smukkeste kurv med hank, og man skal kigge meget nøje, for at opdage at kurven er lavet i fimo.




I pakken var også de fineste mørklilla krokusser, og poser med blomsterløg. Små havereskaber, hvor skaftet også er udformet i fimo, og dekoreret med små lilla blomster. Og et fint knæbeskyttende underlag. Jeg har planer om - på lang sigt - at jeg vil have lavet en form for udestue, hvor der skal være en havearbejdsplads. Her vil tingene fra Lillian passe perfekt ind. Indtil videre har jeg et glasskab, hvor mit miniature står flot. I swap for dette fine sæt fra Lillian, havde jeg lavet et minidrivhus til hende, som kan ses her; minidrivhus.




Et andet emne der skulle laves swap til var "til ham". Det smukke tæppe er hæklet i mønsteret corner 2 corner. Jeg hækler selv, derfor ved jeg at der er lagt et stort arbejde i tæppet. Jeg glæder mig til at jeg har en flot højrygget lænestol, hvor tæppet skal ligges lidt henslægt henover armlænet, og med en varm pejs i baggrunden.

Tasken er lavet i læder, og kan fungere som etui til de fine piber. I pakken var også de lækreste chokolader, og et stykke kage, alt smukt lavet i fimo.




I swap til emnet "til ham", lavede jeg et barskab, udformet som en globus, med tilhørende spiritusflasker. Globussen er lavet af en bordtennisbold, som jeg først har beklædt med et udprintet verdenskort klar til globus, og derefter delt globussen op i to lige store dele.




Flaskerne er lavet i cernit, og er blevet lakeret, for at blive skinnende som glas. Der er lavet en Bailey, Cuba Caramel, Stroh Rom, Jägermeister og en Malibu.

fredag den 8. maj 2015

Tutorial: lampehus

Midt i trappeprojektet, fik jeg lige en idé, som jeg bare måtte prøve af. At lave et lampehus. :)




Nogle gange har jeg lidt for mange projekter i gang, og det resulterer ofte i, at jeg gør mig selv helt stresset, for jeg vil jo gerne have tid til at lave dem alle sammen, og helst gerne på samme tid, så de er færdig samme tid. Hmm.. Men det er jo en fysisk umulighed, så jeg er bare nødt til at væbne mig med tålmodighed, og lade tingene tage den tid de tager. :-)

Heldigvis er trappeprojektet fyldt med pauser, hvor jeg skal vente på tørring af maling, så idéen med lampehuset har der heldigvis været tid til at udføre.

Lampehuset har en størrelse på ca. 3,3 cm. i højden, ca. 3 cm. i bredden, og ca. 1,6 cm. i dybden. Det svarer til en højde på ca. 40 cm. i 1:1.

Af materialer skal der bruges:

Balsatræ.
Trælim.
Akrylmaling (farvevalg er frit).
Lak.
Skabelon (pdf til skabelon findes længere nede i teksten).
Fyrfadslys, (kun vægholderen ;-) ).
Pære og ledning (Det der passer til dit hus' elsystem).
Plastik hæftemasse (elefantsnot)

Af værktøjer skal der bruges:

Skærebræt.
Tape.
Hobbykniv.
Sandpapir eksempelvis korn 220.
Evt. slibepapir.
Pensler.
Saks.

Lampehuset laves på følgende måde:

1. Balsatræet slibes glat med sandpapir. Jeg har også givet det med en omgang slibepapir, for at få en glat overflade.

2. Skabelonen klistres på træet med tape, og der skæres ud langs de sorte streger. Skabelonen finder du her; Lampehus.




3. Her ses alle delene.

4. Nu males delene på den side, der skal blive til husets inderside. Lad malingen tørre. Slib med sandpapir, så malingen bliver helt jævn. Mal igen, og gentag slibningen. Denne proces gentages ca. 6-8 gange, for at malingen ender med at være helt glat. Denne proces vil få malingen til at have et keramisk udtryk, når først det bliver lakeret.

5. Huset skal nu samles. Først limes bund, forside, bagside, og det nederste af gavlene sammen med trælim.

6. Kanterne males med akrylmaling, for at de får en fin samling, der slibes, og lakeres. Giv gerne 2-3 lag lak, og husk tørring mellem lagene. Lakér også de løse dele til gavlene med 2-3 lag.




7. Resten af gavlene limes på plads. Hele huset er nu samlet.

8. Alle kanter slibes runde med sandpapir.




9. Nu gentages processen med akrylmalingen, først et lag maling, tørring, så slibning i alt 6.-8 gange. Til sidst gives huset 2-3 lag lak.

10. Huset er færdigt. Næsten!

11. Nu skal der laves lys. Fyrfadslyset skilles ad, og vægholderen løsnes fra stearinen.

12. Holderen passes til med en saks, så den kan stå inden i huset.




13. Ledningen med pæren trækkes igennem hullet i holderen, og sættes fast på undersiden med hæftemasse (også kaldet elefantsnot).

14. Holderen fastgøres i bunden af huset. Jeg har brugt en hæklenål som hjælp, til at trykke holderen fast med. Nu er det bare om, at tilslutte ledningen til husets elsystem. :-)


tirsdag den 5. maj 2015

Trappen til dukkehuset

Jeg har tidligere vist lidt om trappen til mit dukkehus. Projektet har siden stået stille, men langt om længe har jeg fået taget hul på projektet igen.




Trappen har fået sit gelænder i rigtigt 30'er stil, og selv om trappen endnu ikke er helt færdig, kan det sagtens lade sig gøre, at danne sig et godt indtryk.

Jeg har brugt maskinpap til at bygge gelænderet op med, da det alligevel bliver malet hvidt. Maskinpap har også den fantastiske fordel, at saven kan blive liggende på sin plads, for en hobbykniv er rigeligt som værktøj.




På siden af trappen har jeg lavet "udskæringer", for at trappen skulle få et virkelighedstro udseende, hvilket jeg håber, er lykkedes. :)

For at lave stolpen, så den får en blød overgang  til gelænderet, har jeg beklædt en rundstok med tyndere maskinpap, og ladet maskinpappet afslutte på siden af gelænderet.




Nu mangler jeg blot at male trappen hvid, hvilket jeg vil gøre med træmaling, og mens det tørrer godt, vil jeg have savet trappetrin ud af rørepinde, som skal olieres. Det sidste bliver, at lave håndlisterne, der også vil blive lavet i træ, og blive olieret.